FIVK

Hvad er vigtigst?

 

• Lytte til dit barn, der har haft en dårlig dag, eller holde aftalen med NN?
• Hjælpe en kollega i knibe eller tage tidligt hjem som planlagt og gøre klar før gæsterne kommer?
• Give efter for søvnen eller lytte til din partner, der har noget vigtigt på hjertet?

Hvis du kender den slags dilemmaer, så ved du sikkert også, at det ikke altid er et enten eller, hvor du med rettidig kommunikation eller rækken-efter-hjælp kan få det hele til at lykkes. Det kan være et skrækkeligt valg, hvor det river og flår indeni, når vi skal sige nej til noget vigtigt for at kunne sige ja til noget andet.

 

Førstehjælp til den sårede del af dig selv

 

Tænk på hvornår du sidst stod i et umuligt valg. Måske den del af dig, der var (og måske stadig er) under pres, længes efter at høre genkendende ord som disse:

 

 

• - Føler du dig malet op i et hjørne, og længes du efter ånderum?
• - Er du knust indeni, og kunne du godt bruge et helt ocean af plads og tid?
• - Er du bange for at miste kontrollen, og længes du efter forudsigelighed?
• - Bliver du desperat ved tanken om at skuffe nogen, og vil du gerne være sikker på, at der er en plads i verden til dig, uanset?

 

Hvis et af disse spørgsmål føles rart, så giv det nogle sekunder og mærk, hvordan bare det at blive genkendt midt i et dilemma giver plads til at trække vejret.

 

Det er ikke mens hjertet galopperer afsted og vi er pressede, vi skal tage beslutninger om hvordan vi vil prioriterer vores liv (selvom der tit er en hjælpsom sjæl, der husker os på at vi selv har valgt). Når dilemmaet river og flår, er der brug for førstehjælp til at komme hjem til os selv igen.

 

Følelsesord, der rammer præcist, stopper blødningen, det viser både praksis og hjerneforskning. Det hjælper os endnu mere, hvis de følges af ord for den kvalitet, som vi længes efter - det vi kalder behov inden for Ikkevoldelig Kommunikation. Kun personen selv kan bekræfte, om andres gæt rammer plet, så vi må tilbyde dem som spørgsmål.

 

På arbejde med ord

Når en kollega eller en ven står i et svært dilemma, prøv da at anerkende smerten ved dilemmaet i sig selv først, inden du hjælpsomt taler med om, hvordan hun skal komme ud af det. Det kan give den anden en følelse af følgeskab midt i et ubærligt valg.

 

Når vores nervesystem er faldet til ro igen og vi har håndteret situationen, er tiden inde til at overveje, om der er noget, der skal laves om. Der er grænser for, hvor mange aktiviteter, projekter, rejser, børn og nære venner, der kan passes ind i et standard tidsformat.

 

At være klar over og dybt forbundet med hvad der er det vigtigste i denne periode af dit liv kan tjene som en guideline for beslutninger, f.eks. når du modtager invitationer, får øje på muligheder eller bliver ramt af himmelsk inspiration. Et fyrtårn, du kan skele til, når muligheder byder sig eller et dilemma opstår.

 

Umulig situation erstattes med fred - og sorg

 

Min klient Vibe er alene med tre små børn, hvoraf den ældste har en ADHD-diagnose. Kun én af dem ser ind imellem sin far. Vibe er selvstændig, arbejder hjemmefra, og havde besluttet, at børnene max skulle tilbringe 6 timer dagligt i daginstitutionen. De gik desuden alle tre til fritidsaktiviteter, hvortil de skulle bringes og hentes, og Vibe følte sig smurt tyndere end tyndt ud med en elendig økonomi, der krævede at hun arbejdede mere end hun syntes muligt. Det resulterede i kort lunte og daglige skænderier hjemme.

 

Igennem vores samtaler nåede Vibe frem til, at fred hjemme var det vigtigste, og forudsætninger for fred var penge på kontoen, og at hun var udhvilet. Det hjalp hende til at træffe valg, så de hårde dilemmaer opstod sjældnere. Ved at blive ved med at prøve at nå det umulige, havde hun opretholdt illusionen om at hun måske en dag ville lykkes, men det havde haft en alt for stor omkostning.

 

At sætte ambitionerne ned indebar, at hun mærkede sin sorg over tilværelsen som single, som hun aldrig havde ønsket, og anerkendte, at hun havde ambitioner for sine børn, som hun ikke selv kunne matche.
Til gengæld kunne hun glæde sig over mere fred i hjemmet, og hun begyndte at se på børnenes opvækst som helhed, hvor dans og svømning godt kunne vente. Børnene savnede det i hvert fald ikke.

 

Hvad er vigtigst for dig? Har du defineret dine fyrtårn?

 

En IVK-træner vil kunne hjælpe dig til at fåkontakt med dine vigtigste værdier. Personligt tilbyder jeg samtaler over skype eller zoom, og det fungerer virkelig godt. Du kan booke en uforpligtende 30-minutters samtale her og tjekke, hvordan det virker for dig.

Tags: samtaler, dilemma, empati

For nylig var jeg vidne til en dialog mellem kolleger, der gjorde ondt. Måske kender du situationen, enten som fortæller, lytter eller vidne? Her får du et par fif til hvordan du undgår at gøre slemt værre for din kollega.

 

Else havde været væk dagen i forvejen og så lidt klattet ud, og jeg hørte Elses kollega sige hej og spørge hvordan hun havde det.. "Ikke så godt," svarede Else. "Vi har lige fået svaret på prøverne. Min mand har kræft i stadie fire. Dvs. uhelbredeligt." Jeg så hende synke en gang og dreje hovedet væk.
"Åh nej," sagde kollegaen, "stakkels dig, er der slet ikke noget de kan gøre?" Else rystede på hovedet og fortalte hvad de havde fået at vide på sygehuset. "Så han kommer ikke til at opleve Frederiks konfirmation. Og - hvordan skal jeg kunne klare det hele uden ham? Det kan jeg ikke!"

Dobbelt øv.

Kollegaen sagde: "Min kusines mand fik samme besked for fem år siden. Han levede faktisk i næsten to år, selvom de havde sagt max seks måneder. De havde nemlig også en datter, der ikke var konfirmeret endnu, men han nåede det. Selvom han var indlagt, så fik han lov at komme hjem til konfirmationen."

Else så et øjeblik desorienteret ud, og så smilede hun anstrengt. Da kollegaen havde talt færdig om kusinens mands kræft, vendte hun sig mod sit arbejde.
Kollegaen blev stående som om noget manglede. "Hvis du har brug for at tale om det, ikk, så bare kom. Jeg vil gerne tale mere med dig," sagde hun.
"Tak, " sagde Else uden at vende sig, "Lige nu vil jeg hellere tænke på noget andet. Måske senere."

 

Øv for kollegaen, der gerne ville støtte og følte sig afvist. Og øv for Else, der knapt nok kunne rumme sig selv, hvordan skulle hun så kunne tage imod kollegaens historie?

Er DU fugl eller fisk?

Overvældet af sine følelser som Else var, så var det usandsynligt, at hun havde lyst til at høre andres historier. Det, de fleste af os savner i en situation som Elses, er en fornemmelse af at blive forstået og have følgeskab derude i følelsernes skræmmende hav.

Jeg kalder det fugl, når man som en papegøje bruger andres fortælling som stikord til at komme ind med sin egen. Og jeg kalder det for fisk, når man gnidningsløst svømmer med den anden hvor hun er.

Som fisk kunne svaret lyde: "Hvor må det være chokerende." Pause. Eller: "Er det ikke nærmest uvirkeligt for dig at være på arbejde?" Eller: "Skulle vi tale om hvordan jeg kan gøre det lettere for dig i dag?" Forskellige svar, der sætter den anden i centrum, ikke sig selv.

 

Meget andet end tab

For mange af os er det skræmmende at være overvældet af følelser. Vi kan blive blufærdige, desorienterede og ensomme. Det allerbedste i den situation er et menneske, der bare er til stede uden at prøve at 'ordne' det for os.

 

Det gælder i særlig grad, hvis vi har været ude for en alvorlig forskrækkelse, trusler eller vold. Når vi bliver mødt med nærvær, forsvinder fornemmelsen af at være en fremmed blandt fremmede, som så ofte ledsager chok.

Der er hjernefysiologi bag det jeg skriver. Når vi er overvældet af følelser, opererer vi fra en anden del af hjernen end der, hvor vores sunde fornuft hører hjemme, nemlig fra Amygdala, der varetager vores sikkerhed. Amygdala afgør om vi skal kæmpe, flygte, fryse eller tillade at være forbundet med et andet menneske. Varmt, accepterende nærvær inviterer os ud af kæmp/flygt og frys.

Den gode kollega bryder ind

Hvad med vidnet til papegøjesamtalen?
Du kan også gøre noget. Alle, der vælger papegøjesnak, har en god grund til det. Måske trænger de selv til at blive hørt. Måske er der aldrig nogen der har fortalt dem, at det ikke er særlig hjælpsomt. Hjælpe, det vil de helt sikkert gerne, og det kalder også på anerkendelse.

Hvis du vil blande dig, så spørg papegøjen om hun fortæller sin historie, fordi hun tænker det er hjælpsomt for Else? Du kan endda tjekke med Else om det var hjælpsomt. Og herefter kan du svømme med hende til I møder land.

Eller hvis det kræver mere mod end du har, kan du vende tilbage til Else, og lade hende mærke at du er med hende.
Nogle af os finder ind imellem os selv i papegøjens rolle. Personligt synes jeg bedre om samtaler, hvor man hører og forstår hinanden efter tur i stedet for at tale parallelt. Men papegøjer er tit farverige og underholdende og har også deres vigtige funktion, når vi er sammen.
Når det angår at støtte nogen i deres følelsers vold, er det bare ikke ligegyldigt om du er fugl eller fisk.

 

Ikkevoldelig Kommunikation inspirerer os til ikke bare at have en intention om at være i anerkendende kontakt med andre mennesker, men lærer is hvordan vi helt lavpraktisk kan gøre det. Når vi øver IVK på kurser eller i øvegrupper, træner vi vores eget sprog. I begyndelsen har mange af os brug for at aflære nogle af standardfraserne. Efterhånden, som vi bliver mere fortrolige med at bruge ord for følelser og behov, bliver sproget vores eget. Ganske som når du lærer et fremmedsprog.

Tags: kollegial støtte, neurobiologi, empati