FIVK

”Walk our talk”- i IVK. v.Geske Glahn

Foredrag ved temadag d.24.1.10

 

1. 1. Indledning

 

”Ude på den anden side af ’rigtigt’ og ’forkert’ er der en mark. Jeg vil møde dig dér. Når sjælen lægger sig i græsset, er verden for rig til at tale om. Ideer, sprog, selv ordet ’hinanden’ giver ikke nogen mening”

(Rumi)

 

Da jeg for 10 år siden stiftede bekendtskab med IVK, blev jeg tændt af de aha-oplevelser jeg fik undervejs, af den bekendthed der var med andre aha-oplevelser fra mødet med andre spirituelle traditioner, tændt af uventede (og indimellem ubehagelige) aha-indsigter om mig selv.

Min egen baggrund er den antikke græske kultur samt buddhismen, og for mig har det derfor været naturligt at se IVK med rødder tilbage til noget der findes i og bagom vores egen historie og , som udfolder et andet paradigme end det vi står plantet i lige nu i vesten. Jeg har selv med stor glæde delt noget af denne viden med mine IVK-kursister.

Mærkeligt var det derfor at finde ud af, at jeg som IVK-lærer anmodes om ikke at blande IVK med andet, men at lade IVK stå helt rent. Og mærkeligt har det også været for det meste at forstå at IVK er Marshall Rosenbergs opfindelse (med copyright), tilsyneladende uden nogen særlig baggrund eller historie.

Det sære er at Marshall selv ikke lægger skjul på sin inspiration fra historien og andre kulturelle erfaringer og praksis’er – jeg savner blot meget at den større historiske kontekst gøres mere eksplicit i præsentationen af IVK generelt.

 

En anden refleksion jeg har haft i et stykke tid er, at IVK i sig selv synes statisk, - det er svært at få øje på udvikling i modellen, refleksioner over IVK ’s rolle i tiden lige nu, oplæg som hjælper os til at udvikle os selv som formidlere og IVK-praktiserende, til nye blik på trinnene eller på intentionen eller på konsekvenserne, fordybelse i empatiens art eller spørgsmål til brugen af empati.

 

Kan det ahistoriske blik på IVK hænge sammen med IVK-modellens urørlighed og savnet af en åben dialog om, hvad det egentlig er vi arbejder med og hvorfor og til hvilken nytte?

 

I flere år har især to store temaer været søsat af Marshall: spiritualiteten i IVK og social change, dvs i den ene ende vores intention/motivation og i den anden ende konsekvenserne/virkningerne:

Vi vil gerne formidle IVK som et spirituelt projekt, - og hvad i alverden vil det sige?

Vi vil også gerne forandre det herskende paradigme, der bygger på bl.a. domme, frygt og skyld, men gør vi os klare tanker om hvad det vil sige og om vores IVK-praksis virkeliggør intentionen, sådan at der faktisk kan ske et paradigmeskift?

 

I den følgende vil jeg dels prøve at sætte IVK ind i en større sammenhæng og se om det kan kaste lys over vores opgave, dels stille nogle spørgsmål til IVK-modellen og se om de kan bidrage til refleksioner over, om vi i vores formidling virkelig i praksis får udfoldet vores drømme, værdier, behov og bidrager til det nye paradigme vi gerne vil.

 

1. 2. IVK-drømmen – intention – motivation

 

”Meningen med livet er ikke at overleve. Livets mening er at leve. Nærvær. Mennesket i lidelsen er der. Vilkåret for enhver, som udefra kommer derind, kan naturligvis kun være dette ene og samme: Nærvær: Her hvor du er, er jeg hos dig med mig selv.”

(Vincent Lind)

 

Hvad er det vi har som drøm i IVK? Hvad er vores intention og de behov vi gerne vil have mødt?

 

Cnvc’s drøm er (her min formulering af Vision, mission, aim fra CNVC’s hjemmeside):

En verden hvor alle mennesker får deres behov mødt og løser deres konflikter fredeligt. Dette bidrager vi til ved at bruge NVC til at skabe livstjenende systemer i os selv og indenfor økonomi, uddannelse, sundhed, retssystem og fredsarbejde.

Marshall skriver selv i ”Livsberigende kommunikation” hvad IVK’s grundide er: ”For det første: Iagttag dig selv – hvad er levende i dig? Og for det andet: Hvad kunne forbedre din livskvalitet, hvad ville berige dit liv? Lær at kommunikere disse ting ærligt og uden nogen form for kritik. Der er kun disse to spørgsmål. Det handler om at udtrykke dette overfor andre mennesker og empatisk at opfange tilsvarende informationer fra de andre.”

 

Min egen begrundelse for at formidle og prøve at leve IVK er at det bidrager til håb om genetablering af værdier, som det er svært at se omsat i vores hverdag i det fælles liv i dag:

Nærvær, kontakt, helhed, balance og samhørighed både indeni mig selv og i mine omgivelser. Det betyder bl.a. at jeg ikke ser mig selv som et løsrevet individ, men som en del af/integreret i en større sammenhæng. Som spirituel praksis kan IVK ses som en vej til at give slip på MIG og MIT (dvs måske også mine behov) og slippe de dualistiske opsplitninger såsom: hoved / krop, hjerne / hjerte, mig selv / de andre, individ / samfund og andre spaltninger der forarmer vores samfund.

 

For mig rejser disse mange store ord samtidig nogle spørgsmål:

Hvordan forstår vi livstjenende? Hvad menes der med at alle får mødt deres behov? Hvad betyder ”forbedre min livskvalitet”? Er det altid livstjenende at udtrykke sine behov? Hvad vil det sige at IVK skaber helhed, kontakt og balance? Hvorfor netop IVK og ikke alle mulige andre metoder?

Jeg savner en konkretisering af intentionen, af det spirituelle liv i disse erklæringer, og jeg savner en spørgen til modellen, som sikrer, at vi fortsat udvikler og anfægter vores IVK-praksis. Hvordan er denne vision forskellig fra de visioner, der lige nu styrer vores samfund? Og hvad er det i IVK-modellen, som garanterer at jeg praktiserer det vi drømmer om?

 

 

1. 3. Kort diagnose af vores samtid lige nu – ud fra et konkret eksempel.

 

”Ring the bells that still can ring

Forget your perfect offering

There is a crack in everything

That’s where the light gets in”

(Leonhard Cohen)

 

I december løb COP15 af stablen i København. På dagsordenen var ikke mindre end genoprettelse af vores klima-ubalance, som vi (i al vores grådighed i vores kultur) har skabt gennem mange år, også mange år hvor vi ikke gjorde os klart, hvad der skete. Nu er det imidlertid svært at tage bind for øjnene og fortsætte som vi altid har gjort – vi har informationer nok om hvordan det ser ud – og vi har strategier der kan sættes i værk. De mest magtfulde politikere var samlet i FN-regi. Og der kom ingenting ud af det. Fakta – følelser – behov…..og …handlingerne udeblev. Dybt tragisk og til at tage håb om forandring fra enhver.

Samtidig oplevede jeg på helt tæt hold NGO-møderne i DGI-byen under Klimaforum09. Tusindvis af almindelige mennesker fra hele verden mødtes, udvekslede, dannede netværker, knoklede som frivillige, formidlede viden og strategier til hinanden. (En workshop handlede endda om IVK og Climate Change og mange strømmede til.) Håbefuldt, glædesfyldt, engageret og kraftfuldt, dog uden umiddelbar beslutningsdygtighed.

Hvor trist et billede af vores kultur: det kæmpe svælg mellem magten og menneskene, mellem pengene og drømmene, mellem ”de individuelle interesser” og ”fællesskabets interesser”. – mellem hovedet/rationaliteten og kroppen/følelserne/hjertet. Tænk hvis politikerne var kommet forbi NGO’erne, - og tænk hvis NGO’erne var blevet taget alvorligt i Bellacentret.

Samtidig er det et præcist billede af 2 energier, som også repræsenteres i IVK,

- den ene reaktiv, i forsvar og angst for at miste identitet, tabe kampen, bestandig på vagt og i modstand. Vi kender denne energi fra vores personlige liv, når vores automatpiloter prøver at beskytte vores position og vi derfor ender i domme, kritik og projektioner,

- den anden med et flow af kontakt dels indadtil dels i tillid til at vi i fællesskab kan skabe noget som ikke er dit eller mit men vores, med et stort ja til det der møder de fælles behov.

En nej-energi og en ja-energi, en magt-energi og en kraft-energi. Jeg er sikker på at ja’et er det sundeste for sindet, kroppen og det fælles.

Tænk hvis IVK kunne være en katalysator for forandringen fra nej til ja, fra modstand til samarbejde, fra angst til tillid!

Vores vestlige kultur (som nu er global) synes indelukket i et værdiparadigme styret af grådigheden, angsten og uvidenheden (eller bindet for øjnene). Individualisme og den enkeltes frihed (som er den ene siden af demokratiet) har med kapitalismens hjælp fået dominansen/kontrollen over ligeværd og samhørighed (den anden side af demokratiet). Mere og mere udbytte, penge og udvikling er guleroden i arbejdslivet og presset på alt det levende er blevet stort med stress, udbrændthed, depressioner, vold, uro, terror, klimaproblemer mm til følge. De der ikke kan klare presset, udgrænses som ikke-eksisterende eller besværlige.

Samtidig vokser der med større og større nødvendighed en insisteren på medmenneskelighed, medfølelse og ligeværd, som viser sig som et større frivilligt engagement rundt omkring.

Igen er der ingen overlapning eller læring fra græsrødderne til den politiske magt, som gentager deres fokus på privatiseringer, besparelser, effektiviseringer, stramninger af love, ”pisk” og skyld og frygt – alt sammen til gavn for dem der har.

 

Er det mærkeligt at der opstår vold ?

eller er det mærkeligt og håbefuldt at der trods alt ikke opstår meget mere vold?

 

Er der noget vi har glemt på udviklingens vej? Hvor kom vi egentlig fra?

Hvad med at tage bindet fra øjnene og se hvor vi kom fra, hvor vi er nu og vælge vores næste skridt med fuld opmærksomhed.

 

1. 4. Hvad har vi glemt?

 

”abrikostræerne findes abrikostræerne findes”

(Inger Christensen)

 

Med ret store armbevægelser kan man sige, at vores kultur og bevidsthed står på skuldrene af dels den antikke verden Grækenland og Rom (herunder demokratiet), dels den kristne kultur, og med disse afsæt brændpunktet i renæssancen:

Her i 14-1500-tallet tegnes det moderne samfund med naturvidenskabernes udvikling og den materialisme det medfører, protestantismen, kapitalismen og liberalismen.

Det enkelte selvberoende menneske kommer i centrum i samfundet, kunsten, filosofien og det spirituelle får henvist en mere tjenende rolle, der passer til dette fokus. Livet forstås ud fra den enkeltes perspektiv, og kun vi selv kan sætte grænser for vores udfoldelse.

Min eksistens defineres hos filosoffen Descartes ud fra min tænkning – med senere formuleringer som bevidsthed, sind, rationalitet og hjerne. I løbet af de senere århundreder er splittet mellem hoved og krop – menneske og natur blevet større og større, - det split der udtryktes tragisk under COP15. Hjernen er rendt med sandheden og blevet til os Selv.

Generelt er den højre hjernehalvdels territorium af helhed, uselviskhed, nænsomhed, medfølelse blevet gradvis udgrænset som betydningsbærende og bestemmende for vores beslutninger.

I denne vores Selv-optagethed er vi overbeviste om at vi kan kontrollere alt. Der er ikke nogen ”rester” eller sprækker, - ikke noget vi ikke kan komme til at forstå og styre ud fra vores rationalitet.

Desværre er der meget vi har glemt:

Demokratiet er nu reduceret til frihedens højborg (fx ytringsfriheden!) og til argumentets/flertallets majorisering. Glemt er (det ikke udbyttegivende) ansvar for det fælles og den åbnende dialog der ikke har et facit på forhånd.

Dialog er reduceret til kommunikation, hjertets og kroppens sprog til ord.

Kristendommen synes at have tabt sit hjerte og sin Gud et sted på vejen og tjener som protestantisk pligt-moral.

Glemt er kærligheden som drivkraft til at finde sandheden – de store fælles drømme og værdier, som ikke er indsnævret til mig og mit. Glemt er sjælens næring og læring.

Glemt er den viden der ikke har sprog – kroppens og intuitionens visdom.

Glemt er at der er vilkår som vi ikke kan herse med, - naturlove, sygdom, død og foranderlighed og at der er smerte i et liv, som vi må finde accept og ro med.

Glemt er hvad der ikke kan ses og bevises – eller italesættes.

Glemt er den opgave at kende os selv, så vi kan se bjælken i vore øjne, vor fastholden i egne dagsordener, styringen og magten over. At se hvordan vores sind skaber indre mudder er noget de gamle vidste om, noget der findes strategier til at slippe og vokse af.

Glemt er vores ja-energi og den store balance, som vi idag kunne kalde bæredygtighed.

Vil vi huske helheden igen må vi se at komme i gang: det er en livsproces, der kræver tid og rum og fordybelse, når vi tager i betragtning, at vi alle er udsprunget af den ganske anderledes kultur jeg forsøgte at beskrive i de indledende afsnit.

 

 

1. 5. Hvordan kan IVK genopfriske vores hukommelse?

 

”Det hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”

(L.Wittgenstein)

 

IVK er for mig en nutidig og aktuel praksis som inviterer mig til at finde ud af hvad der forhindrer mig i at huske og forbinde mig med det fælles – og hjælper mig til at kunne gøre noget ved det.

Vi har en klar praksis, ligesom fx buddhismen har meditationen og Platon den åbnende dialog.

 

Målet er at alles behov bliver mødt og får konflikter løst på fredelig vis, siger Marshall.

Det kan vi få ved at udtrykke vores basale behov og lytte til andres, siger Marshall.

 

Drømmen er en ja-energi, hvor vi danser mellem at udtrykke os, tage kontakt til os selv og lytte til den anden og forhåbentlig lander et fælles sted uden adskillelse mellem mig og dig. En bæredygtig energi, hvor affaldet ikke hobes op J.

Det er – ved vi – ikke det letteste, fordi der kommer noget i vejen – vores nej-energi, domme mm.

Derfor træner vi med en 4-trins model og i bevidst opmærksomhed på hvilken energi jeg lytter med.

Intentionen er at få kontakt her og nu omkring følelser og behov – med henblik på at bidrage til social forandring på alle planer.

 

Tilbage til de seneste års nøgleord i IVK: spiritualitet og social forandring.

Spiritualiteten er vores intention/motivation – det der går forud for vores praksis, social forandring forhåbentlig konsekvenserne – det der kommer ud af vores praksis.

Imellem disse steder findes det vi faktisk gør, i vores liv såvel som vores formidling af IVK.

 

spiritualitet praksis nu ? social forandring?

 

 

For mig personligt er det vigtigt at tjekke med mig selv i mit eget liv om det jeg vælger at gøre er i overensstemmelse med min intention og med konsekvenserne, - det betyder selvrefleksioner, arbejde med mine blokerende tanker og ”usle” motiver, samt at tage ansvar for hvad der kommer ud af mine handlinger, også det utilsigtede - med den konsekvens at jeg kan foretage andre valg, som er mere i overensstemmelse med mine værdier.

En sådan løbende selvrefleksion og justering af vores IVK-praksis kunne jeg drømme om i et IVK-fællesskab.

Gør vi det vi siger? Kan IVK hjælpe os til at huske det glemte? Eller bidrager vi til at fastholde det nuværende paradigme?

 

Mit bidrag er her en række spørgsmål med den intention at sætte en åben dialog i gang. Jeg har valgt min spørge-vinkel ud fra de temaer jeg i det foregående har talt om i min analyse af vores situation i dag. Jeg har ikke prøvet at undgå mine egne fordomme i spørgsmålene – tværtimod ønsker jeg den gennemsigtighed, at enhver kan se ulvene i mit eget øje.

Jeg vil holde af at høre refleksioner, der åbner mine øjne for nye vinkler og nye praksis’er.

 

 

Modellen?

Har vi for megen fokus på modellens sprog - at finde de rigtige ord, den rette rækkefølge og differentieringerne på de enkelte trin. Bliver vi for optaget af at tænke IVK i stedet for at leve det? Og kommer vi til at sætte normer for ”rigtig” og ”forkert” IVK? Styrker det sproglige fokus den herskende dualisme? Og bruger vi for lidt tid på at tie om det vi ikke kan sætte i tale?

Bruger vi i det hele taget tid nok til at få kroppen med, give plads til stilheden og dybden?

Bruger vi tid nok til at balancen mellem hoved og krop kan etableres og kroppens viden om vores værdier bliver hørt? Har vi for lidt fokus på intentions-energien?

Er vi tilbøjelige til at stoppe trinnene når vi har fået et par behov på banen uden at spørge ind til mere?- har vi en dagsorden, som siger at hvis jeg bare får fundet og udtrykt mine basale behov, så er intentionen opfyldt?

 

Behov?

Kan dette fokus på mine/dine følelser og behov give næring til individualismen og forestillingen om at jeg har ret til at få mødt mine basale behov?

Er ordet ”need” /”behov” i alt for god takt med det samfund vi gerne vil forandre?

Har vi her en opmærksomhed på den fleksibilitet omkring trin 4 der er vigtig for at slippe mig og mit? Leger vi for lidt med strategierne ?

Kan vi have meget faste mønstre og identiteter gemt i kontakt med bestemte basale behov? Bliver fx de basale behov ”at passe på sig selv/beskytte sig” kontaktet i tilfælde hvor det bidrager til forskansning i stedet for kontakt? Eller et tidligt behov for ”anerkendelse”?

Betyder slagordet ”alles behov tæller”, at alles behov også skal mødes (gerne gennem andres bidrag), og er dette i IVK det samme som ligeværd?

 

Empati?

Kan empati holde os fast i gamle mønstre, holde os fast i offerroller omkring vores savn?

Kan empati på samme måde være et afhængighedsskabende fix?

Giver vi empati med den motivation at åbne den andens ører for mine behov? – kan det let blive ”noget for noget”? Kan empatien nære vores ego mere end vi ønsker det?

Kunne vi give endnu mere plads til selvempatiens indre arbejde, jvf spørgsmålene til modellen?

Og giver vi i den empatiske kontakt tid og ro nok til at lade medfølelsen få plads i os selv.

 

Et fix?

Kan IVK blive et hurtigt redskab til at fixe smerte, savn og sorg? Og få os til at glemme givne vilkår for os alle som vi ikke kan forandre, men blot være med, - og udvikle medfølelse fra?

 

Er vores den bedste vare?

Synes vi i virkeligheden at IVK er en bedre vare end ikke-IVK? Er det derfor der er copyright på processen? Og bliver vi dermed blinde for de samme processer på andre måder?

Og kan IVK blive en flugt-praksis, som hjælper mig til ikke at se at jeg dybest set har samme intention som ligger så dybt i vores nuværende samfund, nemlig at få mødt mine behov, - at styrke MIT og MIG i en individualistisk kultur?

Og kan IVK dermed blive en ny slags spirituel materialisme som dækker vores eksistentielle angst til, sådan som måske mange andre former for spiritualitet er blevet til varer?

 

Og hvis noget af dette er sandt, hvordan kan IVK så blive en bæredygtig praksis og skabe samhørighed og social change?

 

Udvikling og fællesskab?

Hvor er den fortsatte dialog om vores grundmodel, om de 4 trin og om vores motivation?

Jeg savner et konkret udviklingsarbejde som kan sikre refleksionen omkring vores intentioner.

Og jeg savner et let og åbent fællesskab omkring en sådan dialog.

 

 

Vil nogen være med til at reflektere mere over dette – sammen, åbent, med eller uden domme, - og gerne med rigtig god tid til fordybelse, ærlighed, humor og kontakt undervejs?

 

Geske Glahn – Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.