Læring og oplevelser med Miki Kashtan
Læring og oplevelser på kursus med Miki Kashtan i Køge august 2010
Miki gav oplevelser og inspiration!
Det blev efterår i løbet af den uge i august, hvor jødisk-amerikanske Miki Kashtan var kommet til Køge for at give et kursus for IVK-trænere. Indenfor var der imidlertid højtryk på oplevelser, inspiration og læring for de 22 deltagere fra 8 forskellige lande.
Tak, Miki!
Miki og hendes søster Inbal har sammen videreudviklet en række af de klassiske IVK-emner og -discipliner, og Miki stillede det hele til rådighed. Her følger nogle af ugens pointer:
Undervisning i IVK
Jeg fik inspiration til at gøre enhver undervisningssituation mere vedkommende for deltagerne. Det vil jeg gøre ved at tage udgangspunkt i deltagernes aktuelle udfordringer i typisk job- eller familielivet og tilbyde dem oplevelsen af hvordan IVK kan støtte dem dér, og lade den strukturerede og planlagte undervisning i kommunikationsprocessen træde et skridt tilbage. I IVK arbejder vi jo med at alles behov har betydning - det vi jeg vise mine elever i praksis ved at tage dem og deres sidemand/kvinde alvorligt netop i undervisningssituationen.
Ledelse med IVK
Jeg lærte også noget om magt og udøvelse af lederskab. Hvordan man kan lede en gruppe i en beslutningsproces, så alle har en oplevelse af at blive inkluderet, og uden at det tager syv lange og syv brede. Det er faktisk muligt ved hjælp af IVK-principperne - for den, der tør træde i karakter som leder og kender sine virkemidler.
Personlig udvikling
Miki lod os også prøve forskellige varianter af det, hun kaldte 'Body-NVC', altså krops-IVK. Metoder, der skaber forbindelse mellem sansninger og erfaringer i kroppen og vores forståelse. For os, der gerne vil ændre dybt indgroede vaner, blive mere hele eller forsone de indre konflikter, er Body-NVC et stærkt supplement. En anden verden...
Miki er ligesom Marshall Rosenberg dybt engageret i at arbejde for social forandring i verden. Hun ser verden organiseret i 5 niveauer, der hver især skal udøves forandring indenfor: Det personlige niveau (mig og jeg), det interpersonelle niveau (du og jeg), gruppen (os), organisationen og systemet. Til hvert niveau knytter der sig et antal færdigheder, som vi kan tilegne os. Mange af os arbejder bevidst med de to første niveauer, men når det kommer til de øvrige, har få viden og endnu færre erfaring. Gruppeniveauet indebærer færdigheder i at lede grupper i at tage beslutninger. Organisationsniveauet handler om at kunne tage og anvende magt ansvarligt. Systemniveauet handler om at skabe en vision, der omfatter alt det, vi ønsker af et fredeligt, inkluderende og bæredygtigt system. Vi har stadig meget at udforske, udvikle og lære. Det gjorde godt at møde Mikis syn og struktur, og jeg er vis på, at det vil komme!
Som I nok fornemmer, har det været et intenst kursus, hvor vi kom godt omkring det hele. En uvurderlig uge for mig.
Tak FIVK, for at I arrangerede kurset og fik det hele til at glide!
Kh Pernille