FIVK

Undervisningsmiljøet handler blandt andet om, hvordan lærere og elever ser, rummer og tager hinandens anliggender i betragtning. Undervisningsmiljøet er for alle elever, også for de udfordrede elever. Hvordan kan man skabe et undervisningsmiljø, der arbejder mere hensigtsmæssigt med disse elevers særlige udfordringer og ressourcer? Metoden Samarbejdsbaseret Problemløsning er et bud på dette.

Metoden tager udgangspunkt i Ross Greenes metode Collaborative Problem Solving og metodikken er tilpasset dansk pædagogisk og demokratisk tradition og udarbejdet på basis af mine erfaringer som lærer, som certificeret træner i Ikkevoldelig Kommunikation og advanced trainee i Collaborative Problemsolving.

Samarbejdsbaseret Problemløsning Ross Greene har beskrevet sin metode Samarbejdsbaseret Problemløsning først i bogen Det eksplosive Barn (4. udgave 2009) og siden i Fortabt i Skolen (2009). Grundantagelsen i bøgerne er, at ”børn opfører sig ordentligt, hvis de kan”, og hvis de ikke kan, er det fordi de af omgivelserne, af skolen og/eller af deres forældre bliver mødt med forventninger, der overgår deres evner til at udøve fleksibilitet, frustrationsudholdenhed og samarbejde. En anden grundantagelse er, at hvis de voksne møder et barn med forventning om kompetencer og fleksibilitet, som barnet netop ikke besidder, kan det i sig selv afstedkomme en eksplosiv reaktion hos barnet.

Metoden interesserer sig dermed også for den voksnes andel i kommunikationen med eleven. Samarbejdsbaseret Problemløsning omfatter to elementer: 1) at identificere uløste problemer i barnets liv og 2) at træne de nødvendige færdigheder hos barnet, så barnet fremover selv kan klare de udfordrende situationer.

Identifikation af uløste problemer, der afstedkommer eksplosiv eller udfordrende adfærd Metodisk bruger man her et særligt skema til situationsanalyse (se: www.ingebrink.dk, redskaber og øvelsesark). Situationsanalysen bruges til at kortlægge eller identificere et barns vanskeligheder. Listen er kendetegnet ved, at den ikke nævner eller fokuserer på diagnoser. Det handler om at få et billede af de helt konkrete udfordringer i barnets liv: hvad der går lige forud for en elevs værste øjeblikke (= eksplosion eller implosion).

Et uløst problem kan f.eks. være:

at komme i gang med eller at fuldføre en opgave

samvær med en bestemt skolekammerat eller lærer

frikvarterer

at tabe i spil.

Situationsanalysen skal også omfatte nogle bud på, hvilke kognitive, eksekutive eller sociale færdigheder, der ligger til grund for elevens udfordringer og dermed eksplosive eller udfordrende adfærd. Eksekutive færdigheder drejer sig om at kunne få en idé, planlægge og udføre den, imens man vurderer og eventuelt justerer.

Flere eksempler på kompetencer, der kan ligge til grund for eksplosiv adfærd hos eleven kan være at have besvær med:

at håndtere skift

at overveje flere tanker eller ideer på samme tid

at udtrykke interesser, behov eller tanker med ord

at se de grå nuancer, tænke konkret eller sort/hvidt

at indlede en samtale

at komme ind i en gruppe

at fornemme hvordan adfærd påvirker andre mennesker

at forstå andre menneskers perspektiv

Ovenstående er universelle færdigheder og kompetencer, som voksne tager for givet, er til stede hos børn og unge i ”alderssvarende” omfang. Og det er her, det kan forekomme, at vi med vores forventninger og krav til barnet kan være medvirkende til, at det eksploderer eller på anden måde opfører sig uhensigtsmæssigt, fordi vi med vores insisterende forventning afkræver barnet en reaktion eller adfærd, som det ikke magter. Lad mig give et eksempel:

En voksen siger til en elev, som har svært ved at vente på tur: ”var det det, du fik besked på? Kan du huske, hvad jeg sagde for 2 minutter siden? Bliv på din plads. Du skal ikke blande dig i, hvad de andre laver.”

Et klassisk eksempel på en elev, der har besvær med at udvise den fleksibilitet og frustrationsudholdenhed, der skal til for at vente på tur. Eksemplet viser også, hvad vi som voksne ofte siger i den situation. Grundlaget er altså først og fremmest at udfordre vores opfattelse, vores tolkning af, hvad vi som voksne oplever som udfordrende eller uhensigtsmæssig adfærd hos et barn, en ung eller en elev. Pointen er, at barnet ikke gør, hvad den voksne beder om, fordi barnet ikke kan og ikke fordi, at barnet ikke vil.

Træning af færdigheder, som ligger til grund for den eksplosive og udfordrende adfærd Det andet element i metoden handler om at træne de færdigheder, som ligger til grund for den eksplosive/udfordrende adfærd hos barnet. Træningen foregår ved hjælp af en særlig kommunikationsmodel baseret på en erkendelse og anerkendelse af barnets udfordringer. Et eksempel: En dreng havner hyppigt i store konflikter og sammenstød af verbal eller fysisk art, når han spiller fodbold med kammeraten Jacob. Situationsanalysens bud på hvilke kognitive, eksekutive eller sociale færdigheder drengen kan have besvær med, når han spiller fodbold med Jacob:

at udtrykke interesser, behov, tanker med ord

at styre følelsesmæssig respons på frustration

at følge med i/fortolke sociale koder/nuancer

at fornemme, hvordan adfærd påvirker andre

Empati, problem og invitation Kommunikationsmodellen, som bruges til at træne færdigheder, indeholder 3 elementer:

empati (et bud på elevens anliggende, ønske i situationen)

problem (et udtryk for den voksnes anliggende)

invitation til i fællesskab at finde frem til en løsning, der tilgodeser begge parters anliggende.

Empati Den voksne indkredser, hvad der er elevens anliggende eller ønske bag det uløste problem, f.eks.: ”Jeg har lagt mærke til, at du tit bliver vred og bander, når du spiller fodbold med Jacob. Hvad handler det om?”

Den voksne spørger ind til hvad, der er svært, med hvem, hvor og hvornår. Den voksne gætter konkluderende drengens udfordringer:

”Ok, det lyder som om, at det handler om, at du gerne vil være med til at bestemme, også når du spiller med Jacob, er det rigtigt forstået?”

Problemet Den voksne udtrykker nu sit anliggende i forbindelse med drengens udfordring, som der skal arbejdes videre med i træningen: ”Jeg vil gerne have, at du får gode oplevelser, når du spiller fodbold, og at du finder andre måder end grimme ord og råb, så I kan finde ud af det, selvom I bliver uenige.”

Invitation Den voksne slutter af med invitationen til, at de sammen finder en løsning, der tilgodeser begge parters anliggende: ”Vil du være med til at snakke om, hvad du kan gøre i de situationer, så du er med til at bestemme, sådan at I finder ud af det, selvom I bliver uenige?” og fortsætter: ”Har du nogen forslag til hvad du kan gøre i de situationer? … Ellers har jeg, vil du høre?”

Invitationen er et springende punkt i metoden, og en udfordring for voksne, fordi vi er vant til at synes, at vi ved bedst. Men hvis ikke barnet føler ejerskab, holder løsningen ikke. Og det er netop med invitationen, at en vigtig del af træningen af drengens fleksibilitet og evne til at se muligheder og konsekvenser foregår. I dette eksempel er det især drengens sociale kompetencer, der skal fokuseres på (jf. situationsanalysen). Mulige løsninger, som drengen kan øve og lære at tage i brug i stedet for at eksplodere kan være:

at gå min vej et øjeblik – og sige, at jeg gør det for at falde til ro

at kontakte en voksen om hjælp

at aftale at skiftes til at bestemme

at aftale reglerne inden de går i gang

Kommunikationsmodellen skal bruges proaktivt. Det vil sige, at samtalen foregår på et tidspunkt, hvor der er ro på, og hvor det pågældende uløste problem ikke er aktuelt. Således har eleven eller barnet en aftale eller en løsning i form af handlemuligheder klar til næste gang, problemet opstår. For den voksne kan det være en stor udfordring ikke at løse problemet og få leveret beskeden i den aktuelle konflikt- eller eksplosive situation, fordi vi som voksne har en trang til at reagere nu og her i situationen. Men for at opnå den kontakt og kommunikation, der skal til for, at eleven har tillid og lyst til at vedgå sine udfordringer, er relationerne en afgørende dimension i metoden om samarbejdsbaseret problemløsning.

Samarbejdsbaseret Problemløsning fremmer inklusion

Nyborg Heldagsskole anvender Samarbejdsbaseret Problemløsning og har gode erfaringer med metoden.

Se Nyborg Heldagsskoles undervisningsmiljøvurdering fra december 2010

Metoden kan anvendes i normalområdet og indenfor specialområdet. Netop fordi den arbejder med problemstillinger og situationsanalyser på barnets eller elevens vilkår til at håndtere et uløst problem som fx frustration eller mangel på fleksibilitet, er metoden velegnet til at fremme inklusion i skolen. Det anvendte eksempel viser, at det uløste problem er et problem, der kan opstå for alle børn, uanset diagnoser. Forskellen er snarere graden af mangel på fleksibilitet eller evne hos eleven til at håndtere frustration eller vanskelighed, end det er problemet. Endvidere undgår man eksklusion og stigmatisering alene derved, at læreren eller pædagogen anvender samme tilgang og kommunikationsform med alle elever – diagnose eller ej.

Og det er her, vi som voksne, lærere, pædagoger eller forældre, udfordres: at skabe den kvalitative kontakt med barnet eller eleven for at finde ud af, hvad barnets eller elevens vanskeligheder er. Identifikationen af vanskeligheder og uløste problemer er afsæt for, at læreren samarbejder med eleven om, at han lærer at håndtere eller kompensere for de uløste problemer. Det skal blive muligt at være i skolen med sine udfordringer og at øve sig i at håndtere dem på en langt mere inkluderende og anerkendende måde.

Det indebærer, at den voksne, i skolen læreren eller pædagogen, tager udgangspunkt i en anerkendelse af, at eleven plejer at opføre sig uhensigtsmæssigt i de pågældende situationer, fordi eleven ikke har kompetencer til andet.

Hvis ikke der er skabt klarhed over, hvad, med hvem, hvor og hvornår det er svært for eleven, kan parterne ikke komme frem til nogen holdbar løsning på problemet. Det er hér, at en af de store opgaver og udfordringer er for den voksne.

Den voksnes hjælp består i at bidrage til at klarlægge problemet, ikke til at løse det. Træningen af de færdigheder, der ligger til grund for elevens eksplosive adfærd foregår i den fælles samtale om problemet. Og vi skal derfor som voksne ikke – som vi ofte plejer – komme med en løsning. Anerkendelse – uden bebrejdelse er afgørende for elevens følelse af tillid og ejerskab. Og uden ejerskab holder løsningen ikke.

Ved at den voksne gennem eget eksempel udviser fleksibilitet med hensyn til løsninger, hjælper den voksne med til, at eleven bedre kan lære at udvise fleksibilitet.