Hvad er IVK?

Ikkevoldelig kommunikation - også kaldet ”Girafsprog ®” - er mere end en kommunikationsmetode. Det er også en proces, der handler om at træne og udvikle vores indfølingsevne. På denne måde kan vi opnå en kontakt med hinanden, der gør det muligt at både vore egne og andres behov kan blive imødekommet med frivillighed og glæde.

Hvad kan IVK bruges til?

Ikkevoldelig kommunikation - IVK - kan hjælpe os til at opnå større glæde, tilfredshed og få forståelse og dybere kontakt mellem mennesker. Det bliver muligt tackle stress, konflikter, misforståelser, fordømmelse, udbrændthed og depression på en anden måde.

IVK kan bruges til at forebygge og løse konflikter i såvel personlige som arbejdsmæssige sammenhænge. IVK kan bidrage til en klarere dialog, bedre samarbejde og åbenhed mennesker imellem. IVK metoden bliver brugt i uddannelsessammenhænge, på social- og sundhedsområdet, indenfor retssystemet, i forretningsverdenen og ved international fredsmægling.

Giraffen og ulven

Giraffen og ulven er valgt som symboler for to måder at tale på.

Ulvesproget symboliserer den kritiserende, krævende, bebrejdende og fordømmende facon at formidle sine budskaber på. Ulvesproget har flest ord til at beskrive, hvad der er rigtigt, forkert, hvad der er galt med andre og hvis skyld det er. Vi ser ulvesprog som et tragisk, uhensigtsmæssigt udtryk for følelser og behov, fordi ulvesproget sjældent vækker andet end andres modvilje.

Girafsproget symboliserer derimod hjertets sprog. Jeg bliver på egen banehalvdel og fortæller ærligt, hvordan jeg har det og hvad jeg gerne vil have, uden at kritisere og stille krav. Jeg lytter samtidig indfølende til den anden.

Girafsproget gør det muligt at give udtryk for sig selv og at høre på den anden med åbenhed og tillid til en frugtbar kontakt.

Modellen

Grundmodellens udformning er: Ærligt at give udtryk for hvordan jeg har det - uden at bebrejde eller kritisere, samt klart at anmode om det, der vil gøre mit liv rigere uden at stille krav. Dette gøres konkret ved fremlæggelse af disse 4 punkter:

1. De konkrete hændelser jeg observerer - (ser, hører, husker, forestiller mig), som bidrager (eller ikke bidrager) til mit velbefindende
"Når jeg ser/hører at du ..."
Eks: Når du siger ”Nej, gør sådan” når jeg står ved tavlen,

2. Hvad jeg føler i relation til disse handlinger

"... føler jeg ..."
Eks: så bliver jeg modløs og opgivende,

3. Livsenergien i form af behov og værdier der ligger til grund for mine følelser.
"... fordi jeg har (behov for) ..."
Eks: fordi jeg har brug for respekt og forståelse for at det tager tid for mig at lære dette.

4. De konkrete handlinger jeg kunne ønske mig, at andre gør.
"... og jeg kunne derfor godt tænke mig, at du ..."
Eks: Så vil du vente med at sige noget til jeg spørger: hvad siger du til det her?

Disse 4 "trin" bruges både når jeg taler og når jeg lytter til et andent menneske.

Empati

er, når jeg ved hjælp af de 4 trin med indføling gætter på, hvordan min samtalepartner har det. Jeg spørger, hvad hun/han har

1. observeret
Eks: Når de andre er gået hjem kl. 17.00 og du stadig har 3 breve at skrive

2. hvilke følelser satte det i gang
Eks: bliver du så frustreret?

3. hvilke behov dækker følelserne over
Eks: fordi du har brug for mere hjælp og samarbejde ?

4. og hvad kunne han/ hun bede om for at blive mere tilfreds
Eks: Kunne du tænke dig, at nogen tilbød at dele arbejdet med dig?